Affiliate marketing er en af de mest undervurderede kanaler i e-commerce. Mange virksomheder bruger oceaner af tid og penge på Facebook Ads, Google Shopping og e-mailmarketing, men overser potentialet i at lade andre markedsføre deres produkter – og kun betale for de salg, der rent faktisk bliver skabt.
Hvis du har et godt produkt og en skarp webshop, kan et velstruktureret affiliate-program give dig en stabil strøm af nye kunder, uden at du skal smide et enormt upfront budget efter det. Men der er en grund til, at mange brænder nallerne: Et dårligt håndteret program tiltrækker de forkerte affiliates, skaber dårlige kundeoplevelser og kan ende med at koste mere, end det giver.
Uanset om du sidder i en stor virksomhed med en etableret marketingafdeling eller driver en mindre webshop, der konkurrerer med de store spillere, kan affiliate marketing være en af de mest profitable kanaler – hvis du griber det rigtigt an. Det kræver en klar strategi, de rette samarbejdspartnere og styr på tracking, kommissioner og løbende optimering.
I det her indlæg får du en no-nonsense guide til at opbygge et affiliate-program, der rent faktisk skaber vækst.
Store vs. små e-commerce virksomheder: Hvilken strategi passer bedst?
Affiliate marketing fungerer forskelligt afhængigt af, om du driver en stor etableret webshop eller en mindre nicheforretning. Udfordringerne er ikke de samme, og det er strategien heller ikke.
Hvis du er en stor e-commerce virksomhed
Har du et stærkt brand og et bredt sortiment, handler det om skalering og volumen. Du vil gerne have mange affiliates, men ikke for enhver pris. De største faldgruber er:
- For mange irrelevante affiliates → Du vil have partnere, der rent faktisk kan skaffe kunder, ikke bare folk, der opretter sig og aldrig gør noget.
- For høj afhængighed af cashback- og rabatsider → De kan give omsætning, men kan også kannibalisere salg, du alligevel ville have fået.
- Manglende kontrol over brandet → Affiliates, der bruger vildledende markedsføring, kan skade din troværdighed.
Strategien for større virksomheder bør være:
✔ Fokus på performance-partnerskaber med stærke affiliates (content-sites, prisportaler, influencere, PPC affiliates).
✔ Struktureret affiliate-segmentering, så de bedste partnere får bedre vilkår.
✔ Tæt compliance-kontrol, så dit brand ikke bliver misbrugt.
Hvis du er en mindre e-commerce virksomhed
Har du en nichebutik eller en mindre webshop, er din største fordel, at du kan være langt mere personlig i din tilgang. De største udfordringer er:
- Mangel på kendeskab → Affiliates vil helst arbejde med brands, der konverterer godt.
- Begrænsede ressourcer → Du kan ikke onboarde hundredevis af affiliates – du skal prioritere de rette.
- Sværere at tiltrække de store spillere → Du skal ofte arbejde med mindre affiliates i starten.
Strategien for mindre virksomheder bør være:
✔ Fokus på niche-affiliates, der har engagerede målgrupper.
✔ Tæt relation til de bedste partnere – gør det personligt.
✔ Skarp onboarding og support, så dine affiliates hurtigt får succes.
Uanset om du driver en stor eller lille e-commerce virksomhed, er den grundlæggende regel den samme: Hellere færre, men stærke affiliates, end en kæmpe liste af partnere, der ikke leverer noget.
Valg af platform: Skal du bruge et affiliate-netværk eller køre dit eget program?
Når du starter et affiliate-program, skal du beslutte, om du vil køre det via et eksisterende affiliate-netværk eller oprette dit eget program med en in-house løsning. Der er fordele og ulemper ved begge dele, og hvad der passer bedst til dig, afhænger af din virksomheds størrelse, ambitioner og ressourcer.
Affiliate-netværk: Hurtig adgang til affiliates, men mindre kontrol
Affiliate-netværk som Partner-Ads, Adtraction, Tradedoubler og Awin giver dig adgang til et stort netværk af affiliates fra dag ét. De håndterer også tracking, udbetalinger og compliance, så du slipper for en masse administrativt bøvl.
Fordele:
✔ Hurtigere rekruttering – der er allerede masser af affiliates på platformen.
✔ Mindre teknisk opsætning – tracking og udbetalinger kører via netværket.
✔ Lettere at skalere – især hvis du vil udvide til flere markeder.
Ulemper:
✘ Højere omkostninger – du betaler både kommission til affiliates og en fee til netværket.
✘ Mindre fleksibilitet – du er låst til netværkets regler og funktioner.
✘ Sværere at skabe direkte relationer til dine bedste affiliates.
Affiliate-netværk er en oplagt løsning, hvis du vil i gang hurtigt, ikke har tid til at administrere et program selv, eller hvis du driver en større webshop og vil have adgang til en bred vifte af affiliates.
Eget affiliate-program: Mere kontrol, men mere arbejde
Hvis du vil have 100% kontrol over dit affiliate-program, kan du køre det selv via platforme som Impact, Refersion eller GoAffPro. Det giver dig frihed til at skræddersy din strategi, men kræver også mere arbejde.
Fordele:
✔ Lavere omkostninger – du slipper for netværksgebyrer.
✔ Fuld kontrol – du bestemmer reglerne, vilkårene og hvordan programmet udvikler sig.
✔ Bedre relationer til affiliates – direkte kontakt giver stærkere partnerskaber.
Ulemper:
✘ Kræver mere administration – onboarding, tracking og udbetalinger er dit ansvar.
✘ Sværere rekruttering – du skal aktivt finde og tiltrække affiliates.
✘ Teknisk opsætning – du skal integrere tracking og sikre, at alt fungerer korrekt.
Eget program er en god løsning for virksomheder, der vil bygge stærke, langsigtede affiliate-relationer og har ressourcerne til at administrere det selv. Det fungerer især godt for nichebrands, hvor kvaliteten af affiliates betyder mere end kvantitet.
Hvad skal du vælge?
- Er du en mindre eller mellemstor virksomhed? → Start med et netværk for at komme hurtigt i gang.
- Har du allerede erfaring med affiliate marketing? → Overvej et in-house program for mere kontrol.
- Driver du en stor e-commerce virksomhed? → En kombination af begge løsninger kan være ideel – brug netværk til volumen og et in-house program til strategiske partnerskaber.
Der findes ikke én rigtig løsning, men det vigtigste er, at du vælger en platform, der passer til dine mål og ressourcer.
Rekruttering: Sådan finder du de rette affiliates
Det største problem i mange affiliate-programmer er ikke for få affiliates – det er for mange af de forkerte. Hvis du bare åbner dørene og lader hvem som helst tilmelde sig, får du en masse inaktive partnere eller affiliates, der sender irrelevant trafik. Det skaber ekstra arbejde uden at give reel værdi.
I stedet skal du være strategisk og målrettet i din rekruttering. Der er stor forskel på, hvilke affiliates der passer til din e-commerce virksomhed, afhængigt af din niche og målgruppe.
De vigtigste affiliate-typer i e-commerce
✔ Indholdsskabere & bloggere
Perfekte til nicheprodukter, da de kan lave SEO-optimeret indhold og drive organisk trafik. God til højværdiprodukter, hvor kunderne researcher, før de køber.
✔ PPC-affiliates
Affiliates, der kører betalte annoncer via Google Ads, Facebook eller andre platforme for at drive trafik til din webshop. Kan generere hurtige resultater, men kræver klare retningslinjer for, hvilke søgeord og annonceformater de må bruge – ellers risikerer du, at de konkurrerer direkte eller indirekte med dine egne kampagner.
✔ Cashback & rabatsider
Kan levere stort volumen, men risikoen er, at de primært fanger kunder, der alligevel ville have købt. Brug dem strategisk, og sørg for, at de ikke æder din margin. Denne er IKKE for begyndere!
✔ Influencere & SoMe-affiliates
Godt valg, hvis du sælger produkter, der egner sig til visuelt content på Instagram, TikTok eller YouTube. Vær opmærksom på tracking, da meget salg her sker via mørke kanaler, hvor cookies ikke fanges.
✔ Prisportaler & sammenligningssider
Effektive til produkter, hvor pris er en afgørende faktor. Perfekt til elektronik, abonnementer og high-ticket varer.
✔ E-mail-marketing & communities
Affiliates med stærke e-maillister eller dedikerede community-sider kan være guld værd. Ofte højere konverteringsrate end traditionel trafik.
Strategisk rekruttering: Gå selv efter de bedste partnere
De bedste affiliates kommer sjældent af sig selv. De store spillere får dagligt tilbud fra konkurrerende brands, så hvis du vil have dem med på dit program, skal du tage kontakt direkte.
Effektive rekrutteringsmetoder:
- Brug eksisterende data → Se, hvilke sider der allerede sender trafik til din webshop, og om de kunne blive gode affiliates.
- Netværk og messer → Events som Nordic Affiliate Conference, DMEXCO og e-commerce summits er oplagte steder at møde stærke partnere.
- Direkte outreach → Lav en liste over relevante blogs, prisportaler og influencere og kontakt dem direkte med en skarp pitch.
- LinkedIn & niche-fora → Mange stærke affiliates er ikke synlige på de store netværk, men kan findes i communities inden for din branche.
Det vigtigste i rekrutteringen er at være selektiv. Det handler ikke om at få flest mulige affiliates – det handler om at få de rigtige.
Kommission: Hvad skal du betale dine affiliates?
Hvis din kommission ikke er attraktiv nok, gider de bedste affiliates ikke bruge tid på dig. Hvis du betaler for meget, æder det din profit. Den rette balance er afgørende for, om dit affiliate-program bliver en succes eller en underskudsforretning.
Sådan vælger du den rigtige kommissionsmodel
Der er tre primære måder at belønne affiliates på i e-commerce:
✔ Procent af salget → Den mest almindelige model, hvor affiliates får en fast procentdel af ordreværdien. Typisk mellem 5-20%, afhængigt af branchen og din margin. Højere for digitale produkter og mode, lavere for elektronik og hvidevarer.
✔ Fast beløb per salg → Bruges ofte til abonnementer og produkter med fast pris. Eksempel: 150 kr. per solgt medlemskab. Kan være en god løsning, hvis du vil have forudsigelighed i din affiliate-økonomi.
✔ Tiered commission → Giver affiliates en højere procentsats, jo mere de sælger. F.eks.:
- 5% kommission for de første 10 salg
- 10% for 11-50 salg
- 15% for 51+ salg
Dette motiverer affiliates til at levere mere og sikrer, at de bedste partnere får de bedste vilkår.
Brug data til at optimere din kommissionsstruktur
Du bør løbende justere din kommission baseret på performance. Kig især på:
- Gennemsnitlig ordreværdi (AOV) → Affiliates, der skaffer højere kurvstørrelser, kan ofte belønnes bedre.
- Customer Lifetime Value (CLV) → Hvis affiliate-kunder har høj retention, kan du tillade en højere kommission.
- Profitmarginer → Giv ikke mere væk, end din forretning kan holde til. Nogle produkter kan bære højere provision end andre.
Eksklusive aftaler til top-performere
Dine bedste affiliates kan være afgørende for din vækst. Giv dem skræddersyede aftaler, f.eks.:
- Højere kommission → Kun for partnere, der konsekvent leverer salg.
- Forlænget cookie-periode → Standard er ofte 30 dage, men for stærke content-affiliates kan 60-90 dage give bedre resultater.
- Adgang til eksklusive kampagner → F.eks. særlige rabatkoder eller pre-launch af nye produkter.
Den rigtige kommissionsmodel sikrer, at dit affiliate-program er profitabelt – både for dig og dine affiliates.
Tracking og performance: Uden data famler du i blinde
Hvis du ikke ved, hvor dine salg kommer fra, hvordan vil du så optimere dit affiliate-program? Tracking er fundamentet for et velfungerende affiliate-setup, men overraskende mange e-commerce virksomheder har enten dårlig tracking eller forældede løsninger, der ikke giver det fulde billede.
Tracking-teknologi: Hvilken løsning passer bedst?
Affiliate-tracking er blevet mere kompleks de seneste år på grund af strengere privacy-regler og mindre cookie-afhængighed. De vigtigste løsninger i dag:
✔ First-party tracking → Tracking via din egen webshop fremfor eksterne cookies. En nødvendighed efter iOS 14.5 og strengere GDPR-regler.
✔ Server-to-server tracking (S2S) → Også kaldet postback-tracking. Mere præcis end cookies og anbefales især, hvis du bruger et in-house affiliate-program.
✔ Affiliate-netværkets tracking → Hvis du bruger et netværk, håndterer de tracking for dig. Sørg for at teste, at alt bliver registreret korrekt.
Vigtige KPI’er: Hvad skal du holde øje med?
For at måle, om dit affiliate-program performer, skal du fokusere på:
- Konverteringsrate per affiliate → Hvilke partnere skaber salg, og hvilke sender kun trafik uden værdi?
- Gennemsnitlig ordreværdi (AOV) → Affiliates, der driver større ordrer, bør prioriteres.
- Customer Lifetime Value (CLV) → Kommer kunder fra affiliates tilbage og køber igen?
- Returneringsrate → Højt antal returneringer fra bestemte affiliates kan være et tegn på dårlig trafik.
Test din tracking regelmæssigt
Affiliate-tracking er ikke noget, du sætter op én gang og glemmer. Små fejl kan koste dig dyrebare salg og føre til utilfredse affiliates. Test din tracking jævnligt ved at:
- Lave testkøb via affiliate-links → Giver systemet korrekt kommission?
- Sammenligne data fra dit netværk/in-house program med Google Analytics → Stemmer tallene overens?
- Tjekke for tabt tracking pga. adblockers og ITP (Intelligent Tracking Prevention) → Brug S2S-tracking, hvis du oplever mange uregistrerede salg.
Med solid tracking og løbende performance-analyse sikrer du, at du betaler kommission for reelle, værdifulde salg – og ikke bare for klik uden konvertering.
Kommunikation og support: Affiliates er også partnere
Dårlig kommunikation er en af de største grunde til, at affiliate-programmer fejler. Hvis dine affiliates ikke føler sig værdsatte eller ikke kan få fat i dig, rykker de videre til en konkurrent. Og så mister du ikke bare salg – du mister også muligheden for at opbygge stærke, langsigtede samarbejder.
Onboarding: Gør det let at komme i gang
Når en ny affiliate tilmelder sig, er det afgørende, at de hurtigt får de informationer, de har brug for. En standard “Velkommen til vores program”-mail er ikke nok.
De bedste programmer sørger for:
✔ En hurtig introduktion til brandet → Hvad gør jeres produkter unikke, og hvem er jeres målgruppe?
✔ Nem adgang til materialer → Affiliates skal kunne finde bannere, produktfeeds og tracking-links uden at lede.
✔ Tydelige kommissionsregler → Undgå misforståelser ved at forklare, hvordan betaling fungerer, og hvad der tæller som en gyldig konvertering.
Jo hurtigere en affiliate forstår din forretning og får sat sin første kampagne op, jo større er chancen for, at de rent faktisk begynder at sende salg.
Løbende optimering af samarbejdet
Affiliates er ikke bare passive mellemled – de er aktive partnere, der kan forbedre deres performance, hvis de får den rigtige sparring. De bedste affiliate-programmer arbejder løbende med deres partnere for at sikre, at de får mest muligt ud af samarbejdet.
Det kan være gennem:
- Månedlige performance-gennemgange → Hvilke affiliates gør det godt, og hvem kan optimeres?
- Eksklusive kampagner for top-performere → Giv de bedste affiliates bedre vilkår eller early access til nye produkter.
- Feedback på trafik og salg → Hvis en affiliates trafik konverterer dårligt, kan du hjælpe med optimering af landingssider eller kampagner.
Support og hurtige udbetalinger
Hvis der er én ting, affiliates hader, så er det langsomme svar og forsinkede betalinger. Sørg for:
✔ Dedikeret support → Hurtige svar på e-mails og mulighed for at komme i kontakt via chat eller telefon.
✔ Punktlige udbetalinger → Hvis du betaler hurtigt og stabilt, vil affiliates prioritere dig over konkurrenterne.
✔ En personlig tilgang til dine vigtigste partnere → Dine top-performere bør have en direkte kontaktperson, de kan gå til.
Affiliates arbejder med de brands, der gør det nemt for dem at tjene penge. Hvis du er tilgængelig, hjælpsom og pålidelig, bliver du deres førstevalg – og det kan mærkes på bundlinjen.
Sådan skalerer du dit affiliate-program
Når dit affiliate-program kører stabilt, er næste skridt at tage det til et nyt niveau. Skalering handler ikke kun om at få flere affiliates – det handler om at få mere ud af de rigtige partnere og udvide programmet på en måde, der er profitabel og kontrolleret.
Få mere ud af eksisterende affiliates
Mange virksomheder er så fokuserede på at rekruttere nye affiliates, at de glemmer at optimere dem, de allerede har. Det er en kæmpe fejl, for ofte kan dine nuværende partnere vækste betydeligt, hvis du hjælper dem på vej.
✔ Analyser deres performance → Se, hvilke affiliates der har potentiale til at øge deres salg, og giv dem ekstra opmærksomhed.
✔ Tilbyd eksklusive deals → Unikke rabatkoder, højere kommission i en begrænset periode eller adgang til nye produkter før alle andre kan give affiliates et ekstra incitament til at prioritere dig.
✔ Giv dem bedre værktøjer → Optimer dit marketingmateriale, landingssider og tracking, så dine affiliates får endnu bedre resultater.
Udvidelse til nye markeder i Skandinavien
Hvis du allerede har succes i ét land, er det oplagt at udvide til flere markeder. Men at skalere internationalt kræver mere end bare at kopiere din nuværende strategi.
- Lokale affiliates konverterer bedst → Affiliates med stærk lokal trafik (nationale blogs, prisportaler osv.) performer ofte bedre end store, generiske partnere.
- Sprog og valuta er afgørende → Dine landingssider skal matche affiliates’ trafik. Svenske affiliates vil ikke sende trafik til en dansk side, hvis de ikke har svenske alternativer.
- Juridiske forskelle → Sørg for, at din affiliate-struktur overholder markedsføringsreglerne i hvert land, især når det gælder forbrugerrettigheder og cookie-lovgivning.
Test af nye affiliate-typer og kanaler
Affiliate marketing udvikler sig konstant, og nye kanaler kan åbne for helt nye vækstmuligheder. Overvej at teste:
✔ TikTok- og Instagram-affiliates → Mikro-influencere, der skaber autentisk content, kan drive stærk konvertering, især inden for mode, skønhed og livsstilsprodukter.
✔ YouTube & long-form video content → Perfekt til high-ticket produkter, hvor kunderne vil have dybdegående anmeldelser.
✔ Telegram- og niche-communities → Mange affiliates bygger stærke fællesskaber omkring specifikke produktkategorier – her kan du få ekstremt målrettet trafik.
Automatisering af affiliate management
Jo større dit program bliver, jo sværere bliver det at holde styr på alle affiliates manuelt. Automatisering kan spare tid og forbedre performance:
✔ CRM-system til affiliate-relationer → Hold styr på dine vigtigste partnere, deres performance og historik.
✔ Automatiserede performance-rapporter → Gør det nemt at spotte trends og identificere optimeringsmuligheder.
✔ Skalerbare udbetalingsløsninger → Brug en affiliate-platform, der kan håndtere hurtige og præcise betalinger i flere markeder.
En struktureret skaleringsstrategi sikrer, at dit affiliate-program vokser profitabelt – uden at miste kontrollen eller drukne i administration.
Dit affiliate-program skal være en vækstmaskine – ikke et kaosprojekt
Affiliate marketing er en af de mest undervurderede kanaler i e-commerce. Gør du det rigtigt, kan det blive en stabil og profitabel salgsmotor, der sender nye kunder til din webshop hver måned – uden at du skal bruge enorme budgetter på betalt annoncering.
Men det kræver, at du har en klar strategi. De bedste affiliate-programmer er dem, der fokuserer på kvalitet frem for kvantitet, har styr på tracking og kommissioner, og som aktivt arbejder med deres affiliates i stedet for bare at lade programmet køre på autopilot.
De vigtigste takeaways:
✔ Vælg de rette affiliates – Gå efter partnere, der sender købeklar trafik, og undgå at fylde programmet med inaktive eller irrelevante affiliates.
✔ Sæt en fair, men konkurrencedygtig kommission – Hvis du ikke betaler nok, mister du de gode partnere. Hvis du betaler for meget, æder det din margin.
✔ Tracking er altafgørende – Hvis du ikke kan måle performance præcist, ved du ikke, hvad der virker, og hvad der ikke gør.
✔ Kommunikér og vær tilgængelig – Affiliates, der føler sig set og værdsat, leverer mere salg og bliver længere i dit program.
✔ Skalér intelligent – Optimer først dine eksisterende affiliates, før du jagter nye, og vær strategisk, når du udvider til nye markeder.
Affiliate marketing er ikke en magisk pengemaskine, der kører sig selv. Men med den rette tilgang kan det blive en af dine mest profitable kanaler.
Brug for hjælp?
Selvom det er muligt at styre dit affiliateprogram selv, kan det være en fordel at overveje en professionel affiliate manager. En ekspert kan hjælpe med at optimere og udvikle dit program, spare tid og sikre de bedste resultater.
Hos Affiliatemanager.dk, har vi den ekspertise og erfaring, der skal til for at styre dit affiliateprogram effektivt.
Vil du vide mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at tage dit affiliateprogram til det næste niveau. Du er altid velkommen til at sende os en email på [email protected].